Projekt: Renovering af villa opført i 1968, tegnet af tvillingearkitekterne Ib og Jørgen Rasmussen. Huset er bragt tilbage til sit oprindelige udtryk med respekt for arkitekternes materialevalg og detaljer. Kendetegnende er det synlige bindingsværk med hvide eternitplader inspireret af japanske træhuse, store tagflader med tegl, stolpekonstruktioner, markante udhæng og indstillelige jalousier af bræddeflager. Glasskydedøre fra gulv til loft skaber flydende overgange mellem ude- og inderum, suppleret af skydedøre mellem husets rum, hvilket understøtter det cirkulære rumprogram. Hovedhuset er placeret dybt på grunden, mens en stor carport i samme konstruktion møder gæsterne ved vejen. Adgangen til huset kan ske ad flere veje, hvilket først ved gennemgang afslører samspillet mellem den cirkulære planløsning, lysindfaldet og landskabet.