Denne bygning er opført i 1892 i historicistisk stilart som en del af det store byggeboom i brokvarterne udenfor søerne. Bygningen er i dag en selvstændig andelsboligforening. Bygningen har en bevaringsværdi på 3 iht. SAVE-skalaen, hvilket er en høj bevaringsværdi i København.
Vi har i dette projekt udført et renoverings- og restaureringsprojekt som er støttet af Byfornyelsen i København. Arbejdet omfattede blandt andet udskiftning af uoriginale vinduer til nye koblede trævinduer med farvesætning og profilering, proportionering som de originale. De gamle utætte lejlighedsdøre er også blevet udskiftet med nye snedkerdøre med samme proportioner, farver og udtryk som de originale, og som samtidig opfylder de gældende krav til brand og lyd. Facaderne er blevet istandsat og vandrør er blevet udskiftet i lejlighederne. Farvesætningen er udført i tæt samarbejde med Nationalmuseet som foretog farvearkæologiske undersøgelser i forbindelse med projekteringen.