PARCELGÅRDEN
-Udarbejdelse af en manual for bevaring, genetablering og fornyelse af rækkehusbebyggelsen Parcelgården i Holte

Manualen er udarbejdet for at sikre en ensretning af udviklingen og vedligeholdelsen af bebyggelsen, og for at sikre de arkitektoniske værdier og sammenhængen der førte til fredningen. Manualen er udarbejdet i perioden 2023 af Møgelhøj Arkitekter for Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Grundejerforeningen Parcelgårdens Rækkehuse.

Arbejdet er udført i perioden april-november 2023, Manualen med bilag blev offentliggjort i november 2023.

Arbejdets omfang:

  • Indledende og løbende arkivundersøgelser
  • Registrering og optegning af 16 huse og bygningsdele (både indvendige og udvendige) fordelt med 2 huse for hver ”plads” (plads 1-8) og minimum et af hver hustype (A, B1, B2, B3, B4 og C)
  • Udarbejdelse af farvearkæologiske undersøgelser – udført af Nationalmuseet for afdækning af oprindelige farver.

Om Parcelgården
Bebyggelsen Parcelgården er tegnet af Professor og arkitekt Palle Suenson, og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen har forestået planlægningen af matrikler, veje, beplantning og haver.
Parcelgården ligger i Dronninggårdskvarteret i Holte og består af 66 boliger fordelt på 8 mindre grupperinger. De enkelte grupper benævnes som ”pladser” i bebyggelsen og der er i alt 8 pladser. Husene er bygget som statslånshuse i årene 1952-1954.

Værdisætning
De bærende fredningsværdier
De bærende fredningsværdier i det ydre knytter sig til bebyggelsesplanen med de korte velproportionerede huslænger i gul blank mur med teglhængte tage med røde tagsten, til skorstenspiberne i tagfladerne og de knappe kviste. Hertil kommer facadens oprindelige detaljer, herunder åbninger med døre og vinduer, skodder, vinduesbånd mod haven, karnap og stik samt den traditionelle materialeholdning og farvesætning.
I det indre er de bærende fredningsværdier relateret til husenes grundplaner med en klar og funktionel opdeling i zoner med køkken/bryggers samt forstue mod gården, stuer mod haven og værelser på første salen og til de oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder toløbstrappen med enkel håndliste og spinkle balustre, rammedøre med to fyldinger og bakelitgreb samt enkle gerichter, revledør til kælderen, fodlister, indbyggede skabe, de koblede vinduer med greb, anverfere og stormkroge samt den traditionelle materialeholdning.

Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi ved Parcelgården knytter sig til beliggenheden og relationen til de omgivende arealer og bebyggelser. Hertil kommer, at bebyggelsesplanen sammen med de smalle, krogede veje og stier på tværs af bebyggelsen skaber en oplevelsesrig og varieret bebyggelse.

Kulturhistorisk værdi
I en dansk arkitekturhistorisk kontekst markerer Parcelgårdens bebyggelsesplan et markant brud med de meget skematiske bebyggelsesplaner fra mellemkrigstiden og 1940’erne. Bebyggelsesplanen i Parcelgården peger tillige frem i tiden med nye ideer om nabo- og fællesskab, der for alvor kommer til at præge de følgende årtiers tætte og lave boligbebyggelser.

Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig til Parcelgårdens fremtræden som en homogen og harmonisk helhed, hvor bebyggelsens ensartede præg og helhedsindtrykket understreges af det konsekvente materialevalg og farvesætning, hvilket kommer til udtryk i alle bebyggelsens dele, hvor specielt den blødstrøgne gule mursten står stærkt frem.